Skip to content →

Hvorfor søge terapi?

Der kan være mange grunde til at starte med terapi.

Nogle gange er det som følge af en særlig begivenhed eller en situation. Måske oplever du at livet er uoverskueligt og du har svært ved at finde en vej ud. Det kan være, at du føler dig nedtrykt, ramt af sorg, stress eller angst. Måske kører tankerne i ring, og du kan føle dig fanget i en negativ spiral, som du ikke magter at komme ud af.

Andre gange kan du have en stigende erkendelse af, at du ofte befinder dig i situationer, som du ikke selv føler dig i stand til at arbejde konstruktivt med. Det kan f.eks. være i singlelivet, parforholdet, familien, på studiet eller arbejdspladsen. Du tvivler måske på dit eget værd, har måske svært ved at komme til udtryk og i det hele taget svært ved at forfølge det, du gerne vil.

Eller måske er du “ramt” af mere filosofiske spørgsmål, som fx “Hvad er meningen med det hele?”eller “Hvad skal jeg gøre med mit liv?”. Spørgsmål som virker store og ikke lader sig besvare med et enkelt svar.

Fællesnævneren for det hele er, at du føler dig hæmmet i dit liv.

Du behøver dog ikke at have en negativ oplevelse af livet for at have gavn af terapi. Terapi kan også hjælpe dig med at opnå klarhed og nye perspektiver på dine muligheder og ressourcer. Måske har du potentiale, du ikke er opmærksom på i dag?

Terapi kan hjælpe dig med øget selvindsigt. Du kan blive mere afklaret omkring dine livsvilkår og muligheder, og jeg tror, at du vil blive overrasket over hvor stor effekt det kan have på din vitalitet og energi.